Se alle nyheder

Historien og teorien bag diamantværktøj

Oprettet den 4. marts 2012

Historien bag diamantværktøj.

Diamantværktøj er ikke en opfindelse af nyere dato, da man i over hundrede år har anvendt diamanter til skæring/boring. Indtil starten af 1980’erne anvendte man hovedsageligt rigtige diamanter. Derfor var denne type værktøjer ikke anvendt særligt ofte, da prisen er meget høj.

Gennembruddet indenfor kunstige diamanter kom uofficielt i 1953, da svenske ASEA fremstillede industrielle diamanter med samme hårdhed, som naturens egne. (Det blev dog først offentliggjort i 1980).
Det officielle gennembrud kom i 1971, da General Electric kunne offentliggøre, at man kunne levere kunstige diamanter til industrielt brug. Selvom man nu kunne fremstille kunstige diamanter, så var det ikke ensbetydende med, at produkterne var lettilgængelige og billige at producere/købe.
Der skulle mange års udvikling og forsøg til, før man fandt frem til den rette produktionsmetode. Til at begynde med var det en kombination af højt tryk og høj temperatur, mens man i dag kan fremstille industrielle diamanter ved væsentlig lavere temperaturer og lavere tryk.

Hårdhed defineres som resistens overfor ridser. Denne bedømmes på en skala fra 1-10 (Mohs skala for mineralsk hårdhed), hvor 1 er det blødeste. Syntetiske diamanter har på denne skala karakteren 10.
Denne hårdhed gør syntetiske diamanter særdeles velegnet til skæreværktøjer og maskiner, hvor et hårdt materiale kan bearbejdes. Diamanterne kan anvendes til at polere, slibe og skære i andre materialer med en lavere hårdhed. Diamanter er dog ikke særligt velegnede til at bearbejde jernholdige legeringer ved høje hastigheder, da kulstof (diamant) er opløselige i jern ved høje temperaturer. Derfor vil man opleve et stort slid på diamantværktøj til denne type processer i forhold til andre og mere velegnede alternativer.

I løbet af 1980’erne opstod der i Korea et selskab ved navn Iljin Diamond. Iljin skal eftersigende have haft held til at ”fremskaffe” forretningshemmeligheder fra General Electric. Først på dette tidspunkt opstår der en reel konkurrence på markedet for industrielle diamanter. Sidenhen er Iljin og GE blevet efterfulgt af hundredvis af virksomheder.
Fremstillingsprocessen udvikles stadig, og man bliver til stadighed bedre til at fremstille diamanter til industrielt brug af højere kvalitet, mindre energiforbrug og samtidig er priserne over de sidste år er faldet markant.
I slutningen af 80’erne kostede en 230 mm diamantklinge let 1.600-2.000 kr. ekskl. moms i en kvalitet, som ikke er bedre end en diamantklinge til 120-150 kr. i dag. Så det var ikke værktøj, som var alle beskåret at anvende.
Der findes forskellige kvaliteter og produkter indenfor syntetiske diamanter, som anvendes til hvert sit formål og i hver sin prisklasse.

Betegnelsen C dækker over et diamantsegments diamantkoncentration, eksempelvis kan et almindeligt stykke diamantværktøj have betegnelsen C30. Koncentrationen fortæller om blandingsforholdet mellem diamanterne og de metaller, som indgår i bindingen. En koncentration på C100 opnås, hvis 1 cm3 segment indeholder 4,4 karat diamantkorn / 0,88 gram. Segmentet kan ikke indeholde en højere koncentration, hvis bindingen skal være stabil, så derfor betegnes en C100 som et fuldt mættet segment. Omregnet til volumen, så vil et fuldt mættet segment indeholde ca. 1/10 diamant. Indholdet af diamant udregnes aldrig i procent.
En diamantklinge/bor af høj kvalitet har typisk betegnelsen C 30-35, da en højere koncentration kun i sjældne tilfælde er præstationsfremmende. Poler og slibeværktøj (med finere korn) kan derimod have op til C 100.
Koncentrationen af diamant kombineret med diamanttype, størrelse og bindemiddel er derfor afgørende for effekten af værktøjet. Diamantstørrelsen, og kvaliteten af disse, bestemmes ud fra visse normer, men selve sammensætningen af metallerne i segmentet kræver erfaring og specialist viden.